Instruktøren

 

Knud Vesterskov, født 1942. Først uddannet som grafisk designer, senere som maler og grafiker. Har studeret på kunstakademier i Århus, Paris, Rom og Istanbul. Knud Vesterskov arbejdede en overgang med teater i Århus og Amsterdam, og i Amsterdam lærte han samtidigt at still-fotografere. Han laver nu mest kortfilm og videoer, grafiske illustrationer og bogomslag samt fotograferer til større kampagner.

I en overgang på ca. 15 år levede Knud Vesterskov det meste af tiden i Mellemøsten og Sydøstasien. Han byggede sig et hus på Bali og besøgte hovedjægerne på bl.a. Sumatra og Fillipinerne, hvor han studerede maskedans og ritualer, som han senere brugte som forudsætning for at lave masketeater i Holland.

HMCB2Siden 1983 har Knud Vesterskov arbejdet med video og film. Han var medstifter af den eksperimenterende videogruppe Trekanten. Hans produktioner falder i tre hovedgrupper, scratch videoer med et voldsomt, hurtigt og fortættet sansebombardement, små fingerede højdepunkter fra splatterfilm og sidst, men ikke mindst, poetiske og erotiske film, der er lige så relevante i undergrundsmiljøer som på kunstvideofestivaler, hvor han har modtaget flere priser.

En del af Vesterskovs seneste film og videoer er lavet i Amerika, hovedsageligt New York, bl.a. Transatlantic Lovestory, Urban Dissonance, The Tatooed Sheep, GEEK - N.Y.C.’s Secret Sideshow og filmen By the Dawn’s Early Light, hvormed han repræsenterede Danmark ved Berlinfilmfestivalen i 1994.

Vesterskov arbejder mest med engelsksprogede film, da hovedparten af hans forevisninger foregår i udlandet, men han elsker også at arbejde med moderne danske forfattere, såsom Morti Vizki i filmen Stjålne Blikke (1996), og H.C. Andersens i Mulatten, der er filmet i Caribien, New York og København.

I 1998 instruerede Knud Vesterskov sin første pornofilm, Constance, for Zentropas selskab Puzzy Power.